Stemningsfuld musik med pianist til bryllupsfesten. Jeg spiller også til eventuelle fællessange og sørger gerne for musik til brudevalsen.

Som hyggepianist vækker jeg genklang hos gæster fra alle generationer. Jeg har nemlig et varieret repertoire med musik fra forskellige årtier. Der er både jazzklassikere (Frank Sinatra, Louis Armstrong m.fl.) og evergreens på repertoiret, men også alment kendte melodier fra film, musicals, sange og populærmusik gennem tiderne. Musikken er håndplukket fra forskellige genrer, men spilles altsammen med et stilfuldt, jazzet udtryk.

Har I en sang eller melodi som betyder noget særligt for jer? Som pianist til jeres bryllup, vil jeg gerne gøre en indsats for at tage jeres ønske på repertoiret. Giv blot besked, så undersøger jeg om melodien egner sig til at blive spillet instrumentalt på klaver – hvis den gør det, bliver jeres ønskesang naturligvis en del af hyggemusikken til jeres bryllup.

“Hej Ole. Tak for sidst. Du klarede det bare SÅ godt. Vi nød din musik – og det ved jeg, at gæsterne også gjorde. Tak for en super flot indsats:-) Vi havde en uforglemmelig dag, som vi kun kan tænke tilbage på med et STORT smil :-)” – Pernille, Kgs. Lyngby

Fællessang

Måske nogle af jeres gæster vil skrive bryllupssange eller I selv forbereder fællessange til bryllupsfesten. Som jeres pianist, vil jeg naturligvis spille til og understøtte sangen.

Jeg har mange års erfaring som pianist til bryllup og kender de melodier som typisk bliver brugt til festsangskrivning og fællessang. Dermed er det som regel fint, at jeg blot får sangtitler at vide på selve dagen – f.eks. udleveret af toastmaster, umiddelbart før gæsterne går til bords.

Hvis I på forhånd kender til ønskede fællessange, er det dog rart nok at blive orienteret i god tid. I er velkommen til at give jeres gæster mine kontaktoplysninger, således de kan kontakte mig, i fald de har noget særligt i ærmet. Mindre kendte sange og specialiteter som f.eks. potpourrier er altid rart at få mulighed for at forberede ekstra godt.

“Hej Ole. Endnu en gang mange mange tak for din indsats på dagen! Det vælter ind fra alle sider med roser til dig.” – Poul, Helsinge

Musik til brudevalsen

Jeg spiller naturligvis gerne op til brudevalsen, hvis I ønsker det. Jeg kan også justere tempoet efter ønske, så I ikke behøver at stresse med trinene. Vil I hellere danse brudevals til lyden af et orkester? I så fald skal I blot give besked. Så medbringer jeg en orkesterversion af brudevalsen og afspiller den over mit anlæg.

Musikalsk indslag med sangerinde

Du eller I har også mulighed for at booke en sangerinde til at synge til bryllupsfesten (det kan f.eks. være som en gave til din udkårne). Læs mere under menupunktet “sangerinde”.

Jeg bor i København og spiller uden ekstra beregning på hele Sjælland.